Kabinetten

Nolde

UDSTILLINGENS RÆKKEFØLGE

Nolde

 

1: “Megen romantik og mange besværligheder, men skønheden formåede at erstatte alt andet.“ – Livet i Seebüll

Selv om Emil Hansens vandreår førte ham på nære og fjerne rejser, vendte kunstneren, der tog navnet Nolde efter sit fødested ved Tønder, altid tilbage til det dansk-tyske grænseland. Fra 1916 tilbringer han regelmæssigt sommermånederne i Utenwarf. Efter afstemningen om grænseforløbet mellem Danmark og Tyskland i 1920, som blev fastlagt i Versailletraktaten, bliver Nolde dansk statsborger. Og selv om han indrømmer, at det er „ganske ejendommeligt og ikke altid skønt at være født i et grænseland“ og beskæftiger sig med „spørgsmålet, hvad der er tysk, hvad der er dansk, […] i denne bevægede tid“, så synes det ikke at spille nogen rolle i hans kunst. Derimod udforsker han blomsternes farvepragt i sin egen have, havets stemninger, den vide marsk med de ensomme bondegårde, møller og kirker. Stolt troner kunstnerhuset fra 1927 på sit værft i Seebüll.

Nolde
Kabinett
Landskab med hus Seebüll, akvarel
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

2: ”Din kærlighed, din varme gør mig usigelig lykkelig“ –
Jolanthe Nolde på den 10. dødsdag

Efter sin elskede hustru Adas død i 1946 var Emil Nolde i dyb sorg. I sommeren 1947 blev der skabt nyt håb i hans liv. Han forelskede sig ved en privat klaveraften i Jolanthe, en datter af hans gamle venner Eduard og Irene Erdmann. Den 22. februar 1948 blev den 26-årige Jolanthe og den 80-årige Emil gift. 54 år skilte de nygifte. Hun søgte sikkerhed og tryghed, han fællesskab og omsorg. Den store aldersforskel gjorde i begyndelsen deres ægteskab mere kompliceret, end de begge havde forestillet sig. Men Jolanthe beundrede Noldes kunst og opmuntrede med stor finfølelse kunstneren til at male. Hun blev genstand for hans kunst: Nolde Stiftung Seebüll ejer over 30 farveintense akvareller med Jolanthes portræt. Hvad angår opløsning af farve og form er nogle af bladene blandt højdepunkterne i det sene værk. Efter Noldes død i 1956 fulgte Jolanthe med engagement og forståelse opbygningen og udviklingen af Stiftelsen. Jolanthe Nolde flyttede senere til Heidelberg, hvor hun døde for ti år siden, den 13. juni 2010.

Nolde
Kabinett
Kvindeportræt Jolanthe Nolde (rød-lilla kjole), akvarel omkring 1950
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

3: “Så uendeligt meget udført arbejde og kærlighed“ –
Den reddede grafik

Emil Nolde behøvede ikke skille sig af med alle sine arbejder, når han solgte dem. Han beholdt altid et aftryk af de grafiske tryk. De for ham vigtigste eksemplarer opbevarede han i et grafikskab i sit beboelsesatelier i Berlin. Da en brandbombe ramte huset den 15. februar 1944, gik næsten hele samlingen op i flammer. Overraskende nok fandt man i „murbrokkerne på etagen nedenunder en lille pakke, der var faldet ned, med et par dusin halvbrændte og sortsvedne grafiske tryk“. Nolde fik det bedste ud af heldet i uheld. Han påskønnede altid naturens medvirken – styret af ham selv. Nu skabte han videre på de fundne grafiske blade. „De kan måske mærke, med hvilke følelser maleren arbejder med de halv- og kvartforkullede blade, som i sig skjuler så uendeligt meget udført arbejde og kærlighed.“, skriver han. Han definerer nye udsnit og signerer de nyopståede arbejder. Bladene befandt sig i Jolanthe Noldes dødsbo, hvilket siger noget om hendes personlighed

Nolde
Kabinett
Dreng, Lithografi, 1926
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

4: “Man kunne næppe forestille sig en større modsætning til det fjerne sommerlige landliv“ – Livet i Berlin

Fra 1902 tilbragte Ada og Emil Nolde vintrene i hovedstaden Berlin. Men deres forhold til storbyen var blandet: Med en vis overdrivelse indrømmer Nolde, at han dér „i alle disse år næsten aldrig har kunnet arbejde kunstnerisk“. Adspredelserne var for store „midt i det brusende, bølgende storbyliv“. I årene med det kunstneriske gennembrud, omkring 1910/11, maler han talrige oliemalerier og akvareller, som viser scener fra teatre, dansesteder og værtshuse. I det lille format rykker Nolde helt tæt på elegante damer og herrer, grublende drankere, løsslupne spillere og koncentrerede musikere. Og også blandt akvarellerne i lille format fra 1930’erne og 1940’erne findes motiver, som er inspireret af storbyen. De dokumenterer, at „denne evige summen“ i mange år har beskæftiget det selvudnævnte „naturmenneske“.

Nolde
Kabinett
Skuespillerinde eller diseuse , akvarel
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

5: “Intime farvede notater” – Skitser og studier

I malerkunsten har skitser og studier på papir i lille format i mange århundreder som regel tjent som grundlag for et senere værk i oliefarve. Ofte er det udkast, løseligt skitseret, eller studier, som i detaljer er helliget en enkelt genstand. Emil Nolde følger også denne tradition. Han har som udlært træskærer og tegner arbejdet som billedskærer efter egne og eksisterende tegninger.

De mere eller mindre udførlige tegninger har spillet en stor rolle i hans kunstneriske udvikling. Interessen for ”en forsvindende urfolkskultur” fører ham fra ca. 1910 til etnografiske museer, hvor han afbilder figurer og kultgenstande af afrikansk, egyptisk og asiatisk oprindelse. Også middelalderlige skulpturer får hans opmærksomhed. Han er ikke interesseret i selve betydningen af det enkelte objekt, men i den udtrykskraft, som de vækker hos ham. I de følgende to årtier maler Nolde ca. et hundrede figurstilllebener i oliefarve på grundlag af de farvede tegninger, som han opbevarede i en mappe med navnet ”Alle slags studietegninger til stilllebener”.

Sydhavsrejsen i 1913/14 med billeder af det eksotiske landskab og urindbyggerne er et højdepunkt i hans søgen efter den ”absolutte oprindelighed”. Han fastholder direkte og med let akvarelfarvede blyantstegninger, og især med tegnekridt, det sete på en lille skitseblok som ”intime farvede notater”. Tilbage i Vestslesvig benytter Nolde sit kridt, når han iagttager den hjemlige natur med dens flygtige lege med skyerne, de vide landskaber, dyrene og bondelivet. Man kan kun datere disse arbejder, når billedet henviser til et af kunstnerens hjem.

Arbejderne i det lille format er erindrings-, ide- og farvenotater, hvoraf mange i løbet af årtier bliver omsat til oliemalerier. Som en del af den kunstneriske skabelsesproces holder Nolde dem skjult for offentligheden. I dag giver de mulighed for et intimt blik over skulderen på kunstneren, der fastholder de første ideer til billedet.

Nolde
Kabinett
To gule solsikker, Pastel
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

6: ”Resultatet mit endemål“ – Det lille format

Formentlig i tilslutning til sydhavsrejsen i 1913/14 genoptager Emil Nolde format og teknik fra naturstudierne – akvarel over blyant – og overfører dem til figurbilledet. Han laver skitser af enkeltpersoner og også grupper af figurer, som han er blevet inspireret til af mennesker i sin omgangskreds. Der sker et afgørende skifte i hans kunstneriske udvikling fra ca. midten af 1920’erne, hvor han maler akvareller i stort format med mærkelige væsener, trolde og spøgelsesagtige figurer. De groteske billeder og fantasier „hinsides forstand og viden“ udspringer alene af hans fantasi. Han opnår absolut frihed og giver for denne værkgruppes vedkommende afkald på en tilgrundliggende tegning. Ofte understøttes konturerne af tuschpennen, hans akvareller er nu alene født af lysende farve. Senest fra begyndelsen af 1930’erne overfører Nolde også denne teknik til det lille format og skaber frie figurbilleder, hvis overvældende virtuositet og farverigdom gør dem til et højdepunkt i hans œuvre.

Nolde
Kabinett
“Tre kvinder“, akvarel
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

7: “Ved at læse oplevede vi de gamle heltes tid“ –
Vikinger, troldmænd, borge

“I landsbyskolen blev vi ikke undervist i den gammelnordiske historie og lærte heller ikke noget om Eddadigtene eller om Nibelungen, det hele var nyt for mig, bevægende og gribende“, fortæller Emil Nolde om aftenerne på Als i 1912, hvor Ada læste op af Snorri Sturlusons islandske kongesagaer. Allerede fra begyndelsen af sit kunstneriske arbejde udforskede han med forskellige teknikker billedtemaet med fantastiske og mytologiske figurer – krigere, røvere, troldmænd, konger – hvor arbejder på papir står i et gensidigt tæt forhold til oliemalerier. Motiverne når deres højdepunkt i akvarellerne i lille format fra 1930’erne og 1940’erne. Ved siden af det fantastiske er der desuden resonans af noget truende gennem uniformerede skikkelser. Det blev til slut opfattet som et sidste fejlslagent forsøg fra Noldes side på at præsentere sit billedsprog som adgangsgivende på den nationalsocialistiske kunstideologis motiviske område. Også når det gælder de brændende landskaber og borgene, trækker han på de dybe romantiske stemninger og skaber farvemættede fantasiverdener, som ryster beskuerne.

Nolde
Kabinett
Tre Vikinger, akvarel
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde