Kabinetten

Nolde

UDSTILLINGENS RÆKKEFØLGE

Nolde

 

1: Blomsterpragt
Solsikker i Seebüll

Emil Noldes solsikker lyser op i et utal af gule og orange farver. I akvarellen fordyber han sig i blomsterstandene, som synes løsrevne fra bladværket og bedet med deres mættede farvepragt. De er udelukkende farve. Og trods abstraktionen så alligevel umiskendeligt solsikker.
Selv om Nolde ved starten af sit maleriske arbejde beskæftiger sig indgående med Vincent van Gogh, som er berømt for sine solsikker, tager han selv først senere motivet op. I 1926, kort før han flytter fra Utenwarf til Seebüll, skaber han en serie på tre malerier og et litografi i lille format med dette motiv. I grafikken placerer kunstneren blomsterne ud fra de forberedende pastelskitser foran en høj skyformation. Bladet trykker han i eksperimentelle farvekombinationer.
“Solsikkerne stiger så højt op”, fortæller Nolde til sin ven Hans Fehr fra haven i Seebüll. Fra 1928 inspirerer de pragtfulde solsikker ham konstant til oliemalerier, i hvilke han udforsker spektret af gule toner eller lader solsikker kontrastere med andre blomsters farverige fylde.

Nolde
Kabinett
Gule og brunrøde solsikker, 1935
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

2: Grafikvenskaber
Emil Noldes start som grafiker

I begyndelsen af sin kunstneriske løbebane stifter Emil Nolde bekendtskab med trykgrafikkens teknikker. Med kravet om, at “værket vokser frem af materialet”, helliger han sig først med ukonventionelle fremgangsmåder raderingen. Han deler sine erfaringer med Brücke-kunstnerne fra Dresden, som til gengæld gør ham fortrolig med træsnittets muligheder.
Som en af de første samlere overhovedet køber grafikkenderen Gustav Schiefler i foråret 1906 nogle tryk af Nolde. Dermed begynder en livslang beskæftigelse med Noldes værk og et nært venskab mellem samler og kunstner. Schiefler udarbejder en værkfortegnelse over Noldes grafik i to bind. Nolde fremstiller særlige træsnit til udsmykning af værkfortegnelsen. Kun museumsdirektør Max Sauerlandts monografi fra 1921 får en lignende påskønnelse i form af udsmykning af bogens titelside. Max Sauerlandt er ven med kunstneren fra 1913.
Venskabet med Noldes to støtter afspejles også i, at de blev portrætteret i grafik, akvareller og malerier.

Nolde
Kabinett
Mand med top hat, 1911
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

3: Trykteknikker
Indblik i grafikværkstedet

“Jeg sidder og arbejder med hver plade, til min fornemmelse er rigtig”, siger Emil Nolde til Gustav Schiefler. Til raderingerne benytter han ætseradering, hvor motivet bliver ætset ned i metallet. Han kombinerer det med koldnålsraderingen, hvor der ridses direkte i pladen. Han bearbejder kobber- og jernplader med knive, skår og stålbørster, og ætsegrunden også direkte med fingeren. Sammen med syrebadet opnår Nolde den virkning, at pladerne får så flade strukturer, at grafikkens linjebetoning ophæves.
I træsnittet lader han de “forskelligartede fascinerende årringe og en gang imellem også knasterne tale med i trykket”. Dermed dæmper Nolde den hårde kontrast mellem lys og mørke gennem opløsningen af fladerne og linjerne. Inspireret af Brücke-kunstnerne anskaffer Nolde sig sin egen trykpresse, som Ada trykker træsnittene på.
I sin grafik lægger Nolde hovedvægten på figurfremstillingen. Han holder omhyggeligt regnskab med sin grafiske produktion i to små hæfter, som i overvejende grad strækker sig over 1910’erne og 1920’erne. I akvarellerne fra 1930’erne og 1940’erne er der stadig reminiscens af dem i linjeføringen.
I udstillingen findes der aftryk fra alle de viste plader.

Nolde
Kabinett
Mand og kvinde, 1911
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

4: Eksperimentfelter
Konstante sammenblandinger og afprøvninger

Mens de offentlige grafiksamlinger længe reagerede skeptisk over for Emil Noldes ukonventionelle trykteknikker, viser Gustav Schiefler sig ligefrem begejstret for dem. For at opnå originale tonekarakterer og farvenuancer eksperimenterer kunstneren med ætsning af metaltrykpladerne og årringene i træstokkene til trykning.
Især viser litografien sig at være et frugtbart felt for Noldes eksperimenter. Fra 1907 til 1915 beskæftiger han sig intensivt med stentryk: “Først når maleren selv arbejder skabende på stenen, oplever han teknikkens tiltrækning og de vidtgående muligheder.”
Litografien “Ungt par”, som bliver til i et trykkeri i Flensborg, er et rigt farveeksperiment. “Farver blev valgt ud, gnedet ind, og jeg stod hele tiden og tegnede, ætsede, sleb, blandede, afvejede og byttede om på farverne og hentede de store billeder ud af trykpressen, næsten alle i de mest forskellige nuancer og udgaver.” Med seriel fremgangsmåde bearbejder han grundmotivet tegnet i sort i over 90 farvekombinationer, hver af dem kun trykt i få eksemplarer.
I 1926 indleder Nolde sine litografiske farveeksperimenter med en koncentreret række af tyve grafiske blade i store og små formater.

Nolde
Kabinett
Landskab med køer, 1926
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

5: Sen kærlighed
Jolanthe Noldes 100-årsfødselsdag

Jolanthe Erdmann, født den 9. oktober 1921, var allerede som barn tit på besøg i Seebüll, for hendes forældre komponisten Eduard Erdmann og hans kone Irene var venner med Emil og Ada Nolde. Efter Adas død trådte Jolanthe i 1947 igen ind i kunstnerens liv, og i det efterfølgende år blev de gift. Som en sen kærlighed spiller Jolanthe en betydningsfuld rolle i hans sidste leveår. Efter hans død i 1956 flytter hun hurtigt fra Seebüll for at gøre det muligt at åbne huset som museum. Indtil sin død i 2010 fulgte hun Stiftelsens udvikling.
I testamentet skænker kunstneren sin anden hustru tyve malerier som et repræsentativt udsnit af sine værker. Et af dem, det prægtige “Stilleben (med stribet ged)”, blev i 2015 erhvervet af Nolde Stiftung Seebüll. Derudover kunne Jolanthe vælge ud fra Noldes beholdning af akvareller og grafik. De viste blade svarer til dem, som Jolanthe besluttede sig for.

Nolde
Kabinett
Jolanthe Erdmann
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde

 

6: Leg med forlægget
Tæt sammenkædning mellem maleri og grafik

“Jeg har også ladet nogle af mine malerier genopstå i raderinger”, skriver Emil Nolde til sin ven Hans Fehr om udvalget af motiver til sin grafik. Lige fra begyndelsen af arbejdet med grafikken griber han tilbage til sine egne arbejder, også de ældre. De vises spejlvendt på bladet, men hvad angår motivet er de stort set tro mod forbilledet. Når han opløser billedelementer fra maleriet til grafikken, kan man se en friere omgang med forlægget. I en sådan variation anvender Nolde det markante bølgemotiv. Omvendt kan grafikken danne forlæg for andre teknikker, som det kan ses i mosaikken “Madonna”. Mølle-fremstillingerne viser tydeligt, hvordan subtile ændringer i et motivs udsnit eller klangfarve virker ind på dets transponering til olie, akvarel eller litografi.
Genoptagelsen af et motiv I Noldes maleri og grafik bevæger sig mellem snæver spejlbilledlig transponering, variation og fri association, som videregiver impulser og farveklange til hinanden.

Nolde
Kabinett
Madonna mosaik, 1912
© Nolde Stiftung Seebüll
Nolde