FORSKNING

Kernen i Nolde Stiftung Seebüll er samlingen og arkivet. Stiftelsen ejer verdens største samling af Emil Noldes malerier, akvareller, tegninger, grafik, skulptur, keramik og kunsthåndværk. Arkivet rummer arven efter Nolde og indeholder en omfangsrig korrespondance, talrige dokumenter samt fotografier. De gør det muligt at få et personligt indblik i kunstnerens væsen og virke. Desuden er samlingen og arkivet centrum for generel forskning i ekspressionismen.

Bernhard Fulda, Aya Soika

Emil Nolde og nationalsocialismen:

En kunstnermyte i det 20. århundrede

Blandt de forhadte ekspressionistiske kunstnere på propagandaudstillingen „Entartete Kunst“ i 1937 var Emil Nolde (1867–1956) det eneste medlem af NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei), og han var meget anset af mange nationalsocialistiske partispidser og kunstsamlere. Det fortsatte også, efter at „Rigskulturkammeret“ i sommeren 1941 havde udstedt maleforbud. Trods Noldes ubrudte sympati for nationalsocialismen frem til 1945 blev han efter afslutningen af anden verdenskrig opfattet som selve personifikationen af den forfulgte kunstner, og hans såkaldte „umalede billeder“ set som eksempel på ukuelig kreativitet i en tid med totalitært diktatur. I samspil med udstillingsarrangører, forlæggere, journalister, kunsthistorikere og kunsthandlere lykkedes det i meget stor udstrækning for Nolde at undgå, at offentligheden fik kendskab til hans nationalsocialistiske fortid og at holde den fuldstændig adskilt fra hans kunstneriske værk. Efter hans død blev denne fremgangsmåde fortsat af eksekutorerne i Stiftung Seebüll Ada und Emil Nolde, som Nolde selv havde stiftet. I den forbindelse var der flere ting, der gjorde sig gældende. For det første spillede indflydelsesrige museumsdirektører som Carl Georg Heise (1890–1979), Alfred Hentzen (1903–1985) og Werner Haftmann (1912–1999) en vigtig rolle. For det andet den specifikke mediedynamik samt konventionerne for kunstformidling i den tyske efterkrigstid.

Dr. Bernhard Fuldas forskning er den første omfattende undersøgelse af Emil Noldes forhold til nationalsocialismen og forbinder den med undersøgelser af receptionshistorien i forbindelse med Nolde, især den efter 1945. Målet er at sammenholde den eksisterende forskning af kunstnermyten og den politiske personkult og at undersøge Noldes udlægning af nationalsocialismen i sammenhæng med den kulturelle konstruktion af det kunstneriske „geni“. Grundlaget for det planlagte studie er Stiftung Seebüll Ada und Emil Noldes righoldige arkiv med kildematerialer, der i lang tid ikke var alment tilgængeligt. Det centrale spørgsmål drejer sig på den ene side om stiftelsens rolle i formidlingen af Emil Noldes kunst og person og på den anden side om pressens videregivelse af informationer og den bredere mediemæssige kontekst samt de institutionelle strukturer inden for kunstformidlingen i det (vest)tyske og internationale museumslandskab.

Målet med det aktuelle projekt er at indsætte Emil Noldes adfærd i årene under det nationalsocialistiske diktatur i en større social, kommunikativ og institutionel kontekst, hvor kunstneren såvel reagerede på eget initiativ som tilskyndet af sine venner og beundrere, ligesom han ved hjælp af de for ham tilgængelige informationer forsøgte at positionere sig i forhold til angrebene fra sine kritikere inden for den nationalsocialistiske kulturindustri . Dr. Fulda vil forsøge at bidrage til forståelse af den kunstneriske skaben, receptionen af kunst og den ambivalente nationalsocialistiske kunstpolitik i årene mellem 1933 og 1945. I forarbejdet til 60-års-dagen for grundlæggelsen af Stiftung Seebüll Ada und Emil Nolde 2016 samt til Noldes 150-års-fødselsdag i 2017, der falder sammen med 80-års-dagen for udstillingen „Entartete Kunst, forventes forskningen at udvikle et historisk-kritisk perspektiv på Noldes værk, som også vil give sig udslag i fremtidige udstillinger. „Stiftung Preußischer Kulturbesitz“ vil desuden inden for projektets rammer støtte Stiftung Seebüll Ada und Emil Nolde med den arkivfaglige åbning af stiftelsens samling for derved at gøre Emil Noldes arv lettere tilgængelig for videnskaben i fremtiden.

Projektet er støttet af forskningsstipendier fra Alexander von Humboldt Stiftung og Gerda Henkel Stiftung.

 Indina Woesthoff

„Det er altid en fest, når der kommer et brev fra Dem“
Fra brevvekslingen mellem Ada og Emil Nolde og Gustav og Luise Schiefler

Gustav Schiefler, en jurist fra Hamborg der samlede på grafik, og hans kone Luise var igennem fyrre år Emil Noldes fortrolige venner og støtter. Så det er et sjældent lykketræf for Noldeforskningen, og i det hele taget for forskningen i klassisk moderne kunst, at de omtrent 700 breve i korrespondancen mellem kunstnerægteparret og samlervennerne er næsten fuldstændig bevarede. Det er en førsteklasses kilde, som der kun findes få af i forbindelse med Nolde.

I 1906 kom Nolde for første gang i Schieflers hus; og Hamborg-galleristen Commeter forkyndte, at „han maler ligesom Munch“. Samlerens tidlige forbehold over for en formentlig „efterligner“ viger hurtigt for begejstring, som fandt sin konstant først og fremmest i den tekniske bravur og i Noldes glæde ved at eksperimentere. „Kærlighed, forståelse og interesse“ var grundlæggende for Schieflers kunstekspertise – en holdning, som på afgørende måde stemte overens med Noldes væsen og selvforståelse.

Schiefler beundrede og respekterede Noldes „personlighed som kunstner“. Som ellers kun få i Noldes omgangskreds kunne han ignorere små ærgrelser og uenigheder: „(Noldes) kunst er en jaloux gudinde“, konstaterede Max Sauerlandt. Det lykkedes næsten altid for Schiefler at ofre denne højeste instans, og det uden at måtte opgive sine egne standpunkter.

Korrespondancen, som desuden indeholder udførlige breve mellem hustruerne, giver fra 1906 til ind i 1950’erne et livligt og detaljeret billede af Noldes liv og værk. Sidestiller man korrespondancen med Noldes selvbiografi, må talrige aspekter betragtes med nye øjne: dateringen af arbejder, rejser og møder kan nu ubestrideligt og til dels for første gang dokumenteres. Sammenhænge kan afklares, og Noldes erindringer finde de rigtige „snitflader“. Det er for første gang muligt kritisk at belyse væsentlige punkter i Noldes selvfremstilling og se dem i et nyt lys.

Brevvekslingen bliver suppleret med Schieflers dagbogsnotater samt af yderligere efterladte breve og dokumenter. Udgaven i to bind kompletteres af en udførlig kommentar og flere registre og vil forhåbentlig blive en fornøjelse at læse, ikke blot for kunstforskere.