BIOGRAFI
1867–1884
Den 7. august 1867 bliver Emil Nolde, der egentlig hed Emil Hansen, født i landsbyen Nolde tæt ved Tønder i det dansk-tyske grænseland. Han er landmand Niels Hansen og hans kone Hanna Christines fjerde søn.
1884–1888
Som 17-årig kommer Emil Hansen i lære som billedskærer og tegner på Heinrich Sauermanns møbelfabrik og billedskærerskole i Flensborg.
1888–1891
Under sine vandreår arbejder Emil Hansen som træskærer på møbelfabrikker i München og Karlsruhe, hvor han følger kurser på kunsthåndværkerskolen og i al hemmelighed melder sig til kursus i tegning efter nøgenmodel. I 1890 får han en stilling på en møbelfabrik i Berlin, og der arbejder han indtil sin fars død.
1892–1897
Hansen bliver faglærer i ornamental tegning og modellering på industri- og håndværksmuseet i St. Gallen. Han maler sine første landskabsakvareller og tegninger. I 1894 begynder han at male en række groteske fremstillinger af bjergtoppe i form af eventyrskikkelser, som han lader trykke i store oplag som „bjergpostkort“. Takket være den økonomiske succes bliver det muligt for ham at opgive sin stilling og blive fri kunstmaler.
1898–1900
Han får afslag på en plads under Franz Stuck på akademiet i München. Han går på Friedrich Fehrs malerskole, og derefter skifter han til Hölzel-Schule i Dachau. I 1899 rejser han til Paris, går på Akademie Julian og gør sine egne studier på Louvre.
1901–1902
Sommeren tilbringer Hansen i fiskerlandsbyen Lild Strand ved Jyllands vestkyst. Der laver han en række fantastiske tegninger med strandløbere, søvngængere og sælsomme naturvæsener. Han har en livlig brevveksling med den unge danske skuespillerinde Ada Vilstrup, som han gifter sig med i februar 1902. I forbindelse med brylluppet ændrer han sit navn fra Hansen til Nolde efter sit fødested. Ægteparret bor først i Berlin og i sommerugerne i Jylland. Om efteråret flytter de til Flensborg.
1903–1905
Sommermånederne tilbringer Ada og Emil Nolde på Als. Om vinteren bor de i Berlin. Deres økonomiske situation er dårlig. I bræddeatelieret ved stranden på Als maler Nolde blandt andet det berømte maleri „Forår i stuen“. Da Ada får det dårligt helbredsmæssigt, sørger venner for, at parret kan få et 6-måneders ophold i Italien i 1904-05. I efteråret 1905 skaber Nolde en serie raderinger, „Fantasier“.
1906–1909
Indtil slutningen af 1907 er Nolde medlem af kunstnergruppen „Brücke“ og møder Edvard Munch i Berlin. I 1908 besøger han sin ven Hans Fehr i Cospeda ved Jena, hvor han får øjnene op for akvarelmaleriets teknik. Han bliver medlem af Berlinersecessionen. I 1909 maler han i fiskerlandsbyen Rudbøl nær Vesterhavet de første religiøse billeder: „Nadveren“, „Pinse“ og „Bespottelsen“.
1910–1912
Større udstillinger afholdes i Hamborg, Essen, Jena og Hagen. Nolde maler billeder fra havnen i Hamborg, og han besøger James Ensor i Ostende. Efter en uoverensstemmelse med præsidenten for Berlinersecessionen, Max Liebermann, bliver Nolde ekskluderet fra gruppen og melder sig ind i „Neue Secession“. Billeder af nattelivet i Berlin, teatertegninger og studier på Völkerkunde-Museum. I 1911-12 maler Nolde sit hovedværk: det nidelte værk „Kristi liv“.
1913–1914
Ægteparret Nolde rejser som medlem af den tyske Ny Guinea-ekspedition, „Medizinisch-demographischen Deutsch-Neuguinea-Expedition“ via Moskva, gennem Sibirien, Korea, Japan og Kina til Sydhavet.
1915–1925
I året 1915 maler han på Als 88 malerier, deriblandt billeder efter skitser fra Sydhavet og religiøse motiver som (fx) „Gravlæggelse“. I 1916 flytter parret til Utenwarf ved Vestkysten. På Hallig Hooge maler han i 1919 en serie fantastiske akvareller. Samme år bliver Nolde medlem af „Arbeitsrat für Kunst“ i Berlin. I 1920 kommer Nordslesvig og dermed Utenwarf til at tilhøre Danmark, og Nolde bliver dansk statsborger. Rejser i 1921 til Paris, England, Spanien og Zürich. Monografien af Max Sauerlandt udkommer. 1924 drager Nolde til Venedig, Rapallo, Arezzo og Wien.
1926–1932
Nolde forlader Utenwarf og begynder opførelsen af beboelseshuset Seebüll efter sine egne tegninger. Som det første opføres atelieret (1927). Senere får Nolde sat en overetage på det såkaldte „værksted“: billedsalen (1937). I anledning af kunstnerens 60-års-fødselsdag afholdes en „Jubilæumsudstilling“ i Dresden, som senere flytter til Hamborg, Kiel, Essen og Wiesbaden. Christian-Albrechts-Universität i Kiel udnævner Nolde til æresdoktor. Samtidig udkommer det andet bind af Schieflers grafikkatalog. Bygning af et hus i Berlin-Dahlem efter tegninger af Mies van der Rohe bliver af økonomiske grunde ikke til noget.
Om sommeren 1930 besøger Nolde øen Sild, hvor han bliver venner med det jødiske ægtepar Turgel. I 1931 bliver Nolde medlem af „Preußische Akademie der Künste“. Første bind af selvbiografien „Mit liv“ udkommer.
1933–1945
Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 håber Nolde, at tilhængere af hans kunst i den nye regering vil gøre deres indflydelse gældende. Nolde deltager som Heinrich Himmlers æresgæst i en ceremoni i anledning af ti-års-dagen for Hitlers kupforsøg i München. I august 1934 bekræfter Nolde ved sin medunderskrift på „Aufruf der Kulturschaffenden“ („Opråb til kunstnerne“) sin støtte til Hitlers rolle som fører. I den følgende måned bliver han som dansk statsborger medlem af „Nationalsozialistische Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig“ (NSAN, Nationalsocialistiske Arbejdsgruppe Nordslesvig), en organisation blandt det tyske mindretal i det danske grænseområde, som året efter bliver integreret i det nyoprettede „Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei Nordschleswig“ (NSDAPN, Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti i Nordslesvig). I november 1934 udkommer andet bind af selvbiografien „En kunstners kampår“. I bogen betegner Nolde sig som modstander af en påstået „jødisk“ dominans inden for den tyske kunstverden, hvor han som enspænder altid følte sig udsat.
I 1937 bliver 1052 af Noldes værker, der befinder sig på tyske museer, beslaglagt. I den kunstforagtende udstilling „Entartete Kunst“ („Degenereret kunst“) er Nolde den af alle kunstnere, der er stærkest repræsenteret. Hans billeder bliver hængt ud som såkaldt „forfaldskunst“. Den for Nolde nærliggende tilbagetræden fra „Preußische Akademie der Künste“ afviser han med henvisning til sit partimedlemskab. I 1938 skriver kunstneren flere breve til bl.a. Goebbels, hvori han prøver at indynde sig for at opnå en tilbagelevering af de billeder i hans egen besiddelse, der er blevet beslaglagt. Det lykkes, og værkerne bliver derefter leveret tilbage i december. Oven i købet er ingen af hans værker længere med på udstillingen „Entartete Kunst“, da den vises andre steder. Efter en forordning fra rigskunstkammerpræsident Ziegler rettet mod den såkaldte „forfaldskunst“ frygter Nolde yderligere beslaglæggelser og deponerer fra april 1941 en række værker hos bekendte. I juni måned må Nolde forelægge et udvalg bestående af 4 malerier og 18 akvareller for Rigskammerets „Komité til bedømmelse af kunstfrembringelser af dårlig kvalitet“. I august 1941 bliver Nolde udelukket af „Rigskunstkammeret“ og får forbud mod at beskæftige sig med et hvilket som helst område inden for den bildende kunst; det gælder både erhvervsmæssigt og som bibeskæftigelse og ledsages af et forbud mod salg og udstillinger. Nolde mister sin adkomst til de i forvejen sparsomme malematerialer, og han er bekymret for, at denne eksklusion betyder et „maleforbud“. Alligevel vender Nolde ikke nazisterne ryggen, men håber stadig på en anerkendelse af sin kunst fra det nazistiske regime, som han sympatiserer med frem til 1945. Den 20. november 1941 meddeler Rigskunstkammeret Nolde, at de indleverede værker til kontrol fortsat vil være beslaglagt og minder ham om, at han har pligt til for fremtiden at forelægge sine værker for kammeret, inden han „overgiver dem til offentligheden“. Ifølge Noldes juridiske rådgiver, Hans Fehr, betyder det, at „maleforbuddet“ i den tidligere skrivelse er ophævet. Fra 1942 til 1944 maler han elleve blomstermalerier samt et figurbillede. Især maler Nolde dog talrige akvareller i lille format, som han kalder „umalede billeder“ eller „billedskitser“, da de er planlagt til senere at blive udført som oliemalerier.
I maj-midten af juni 1942 rejser Nolde til Wien. Et møde med rigsstatholder von Schirach, som han havde håbet på, bliver ikke til noget, men denne lover at gøre sin indflydelse gældende med hensyn til Noldes kunst. En ophævelse eller en lempelse af de foranstaltninger, der er foretaget mod Nolde, følger dog ikke. I februar 1944 henvender Nolde sig til Otto von Kursell, den nyudnævnte direktør for „Vereinigte Staatsschulen für frei und angewandte Kunst“, og beder ham med henvisning til sit medlemskab af partiet om støtte til en ophævelse af maleforbuddet, men forgæves.
Den 15. februar 1944 bliver Noldes bolig i Berlin ødelagt af bomber; ca. 3.000 grafiske arbejder, akvareller og tegninger samt værker af Paul Klee, Wassily Kandinsky, Oskar Kokoschka, Lionel Feininger og Ernst Josephson går op i flammer.
1946–1955
På trods af sit partimedlemskab rehabiliteres Nolde i august 1946 af „Entnazifizierungsausschuss Kiel“, „Kommissionen for afnazificering i Kiel“ , der dermed fortolker nazisternes afvisning af Noldes kunst som begrundet i „afvisning af regimet“. I konsekvens heraf følger den endelige testamentariske råderet over den fremtidige stiftelse. Den 2. november 1946 dør Ada Nolde. Den 22. februar 1948 gifter Nolde sig for anden gang med den 26-årige Jolanthe Erdmann, datter af komponisten og pianisten Eduard Erdmann. Frem til 1951 maler Nolde yderligere over 100 malerier, for det meste efter akvarellerne i lille format, og frem til 1955 maler han også utallige akvareller. Nolde modtager talrige udmærkelser og hædersbevisninger, blandt andet Stefan Lochner-medaljen fra byen Köln (1949), grafikprisen ved den XXVI. biennale i Venedig (1952) og den franske orden Pour le mérite (1952). Han er flere gange repræsenteret på biennalen i Venedig (1950, 1952, 1956) og på Documenta i Kassel i 1955.
1956
Emil Nolde dør den 13. april i Seebüll. Den testamentarisk bestemte „Stiftung Seebüll Ada und Emil Nolde“ bliver den 12. juni 1956 anerkendt som retsgyldig stiftelse ved borgerlig ret. Som bestemt af Nolde i testamentet bliver hans mangeårige ven og fortrolige Joachim von Lepel direktør for stiftelsen. Stiftelsen har til opgave at forvalte den omfangsrige arv efter Emil Nolde i Seebüll i overensstemmelse med kunstnerens ønsker, at bevare hans værk for eftertiden og at formidle det over hele verden. Den første årsudstilling i Noldes hus åbner i 1957.
Den 7. august 1867 bliver Emil Nolde, der egentlig hed Emil Hansen, født i landsbyen Nolde tæt ved Tønder i det dansk-tyske grænseland. Han er landmand Niels Hansen og hans kone Hanna Christines fjerde søn.
1884–1888
Som 17-årig kommer Emil Hansen i lære som billedskærer og tegner på Heinrich Sauermanns møbelfabrik og billedskærerskole i Flensborg.
1888–1891
Under sine vandreår arbejder Emil Hansen som træskærer på møbelfabrikker i München og Karlsruhe, hvor han følger kurser på kunsthåndværkerskolen og i al hemmelighed melder sig til kursus i tegning efter nøgenmodel. I 1890 får han en stilling på en møbelfabrik i Berlin, og der arbejder han indtil sin fars død.
1892–1897
Hansen bliver faglærer i ornamental tegning og modellering på industri- og håndværksmuseet i St. Gallen. Han maler sine første landskabsakvareller og tegninger. I 1894 begynder han at male en række groteske fremstillinger af bjergtoppe i form af eventyrskikkelser, som han lader trykke i store oplag som „bjergpostkort“. Takket være den økonomiske succes bliver det muligt for ham at opgive sin stilling og blive fri kunstmaler.
1898–1900
Han får afslag på en plads under Franz Stuck på akademiet i München. Han går på Friedrich Fehrs malerskole, og derefter skifter han til Hölzel-Schule i Dachau. I 1899 rejser han til Paris, går på Akademie Julian og gør sine egne studier på Louvre.
1901–1902
Sommeren tilbringer Hansen i fiskerlandsbyen Lild Strand ved Jyllands vestkyst. Der laver han en række fantastiske tegninger med strandløbere, søvngængere og sælsomme naturvæsener. Han har en livlig brevveksling med den unge danske skuespillerinde Ada Vilstrup, som han gifter sig med i februar 1902. I forbindelse med brylluppet ændrer han sit navn fra Hansen til Nolde efter sit fødested. Ægteparret bor først i Berlin og i sommerugerne i Jylland. Om efteråret flytter de til Flensborg.
1903–1905
Sommermånederne tilbringer Ada og Emil Nolde på Als. Om vinteren bor de i Berlin. Deres økonomiske situation er dårlig. I bræddeatelieret ved stranden på Als maler Nolde blandt andet det berømte maleri „Forår i stuen“. Da Ada får det dårligt helbredsmæssigt, sørger venner for, at parret kan få et 6-måneders ophold i Italien i 1904-05. I efteråret 1905 skaber Nolde en serie raderinger, „Fantasier“.
1906–1909
Indtil slutningen af 1907 er Nolde medlem af kunstnergruppen „Brücke“ og møder Edvard Munch i Berlin. I 1908 besøger han sin ven Hans Fehr i Cospeda ved Jena, hvor han får øjnene op for akvarelmaleriets teknik. Han bliver medlem af Berlinersecessionen. I 1909 maler han i fiskerlandsbyen Rudbøl nær Vesterhavet de første religiøse billeder: „Nadveren“, „Pinse“ og „Bespottelsen“.
1910–1912
Større udstillinger afholdes i Hamborg, Essen, Jena og Hagen. Nolde maler billeder fra havnen i Hamborg, og han besøger James Ensor i Ostende. Efter en uoverensstemmelse med præsidenten for Berlinersecessionen, Max Liebermann, bliver Nolde ekskluderet fra gruppen og melder sig ind i „Neue Secession“. Billeder af nattelivet i Berlin, teatertegninger og studier på Völkerkunde-Museum. I 1911-12 maler Nolde sit hovedværk: det nidelte værk „Kristi liv“.
1913–1914
Ægteparret Nolde rejser som medlem af den tyske Ny Guinea-ekspedition, „Medizinisch-demographischen Deutsch-Neuguinea-Expedition“ via Moskva, gennem Sibirien, Korea, Japan og Kina til Sydhavet.
1915–1925
I året 1915 maler han på Als 88 malerier, deriblandt billeder efter skitser fra Sydhavet og religiøse motiver som (fx) „Gravlæggelse“. I 1916 flytter parret til Utenwarf ved Vestkysten. På Hallig Hooge maler han i 1919 en serie fantastiske akvareller. Samme år bliver Nolde medlem af „Arbeitsrat für Kunst“ i Berlin. I 1920 kommer Nordslesvig og dermed Utenwarf til at tilhøre Danmark, og Nolde bliver dansk statsborger. Rejser i 1921 til Paris, England, Spanien og Zürich. Monografien af Max Sauerlandt udkommer. 1924 drager Nolde til Venedig, Rapallo, Arezzo og Wien.
1926–1932
Nolde forlader Utenwarf og begynder opførelsen af beboelseshuset Seebüll efter sine egne tegninger. Som det første opføres atelieret (1927). Senere får Nolde sat en overetage på det såkaldte „værksted“: billedsalen (1937). I anledning af kunstnerens 60-års-fødselsdag afholdes en „Jubilæumsudstilling“ i Dresden, som senere flytter til Hamborg, Kiel, Essen og Wiesbaden. Christian-Albrechts-Universität i Kiel udnævner Nolde til æresdoktor. Samtidig udkommer det andet bind af Schieflers grafikkatalog. Bygning af et hus i Berlin-Dahlem efter tegninger af Mies van der Rohe bliver af økonomiske grunde ikke til noget.
Om sommeren 1930 besøger Nolde øen Sild, hvor han bliver venner med det jødiske ægtepar Turgel. I 1931 bliver Nolde medlem af „Preußische Akademie der Künste“. Første bind af selvbiografien „Mit liv“ udkommer.
1933–1945
Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 håber Nolde, at tilhængere af hans kunst i den nye regering vil gøre deres indflydelse gældende. Nolde deltager som Heinrich Himmlers æresgæst i en ceremoni i anledning af ti-års-dagen for Hitlers kupforsøg i München. I august 1934 bekræfter Nolde ved sin medunderskrift på „Aufruf der Kulturschaffenden“ („Opråb til kunstnerne“) sin støtte til Hitlers rolle som fører. I den følgende måned bliver han som dansk statsborger medlem af „Nationalsozialistische Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig“ (NSAN, Nationalsocialistiske Arbejdsgruppe Nordslesvig), en organisation blandt det tyske mindretal i det danske grænseområde, som året efter bliver integreret i det nyoprettede „Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei Nordschleswig“ (NSDAPN, Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti i Nordslesvig). I november 1934 udkommer andet bind af selvbiografien „En kunstners kampår“. I bogen betegner Nolde sig som modstander af en påstået „jødisk“ dominans inden for den tyske kunstverden, hvor han som enspænder altid følte sig udsat.
I 1937 bliver 1052 af Noldes værker, der befinder sig på tyske museer, beslaglagt. I den kunstforagtende udstilling „Entartete Kunst“ („Degenereret kunst“) er Nolde den af alle kunstnere, der er stærkest repræsenteret. Hans billeder bliver hængt ud som såkaldt „forfaldskunst“. Den for Nolde nærliggende tilbagetræden fra „Preußische Akademie der Künste“ afviser han med henvisning til sit partimedlemskab. I 1938 skriver kunstneren flere breve til bl.a. Goebbels, hvori han prøver at indynde sig for at opnå en tilbagelevering af de billeder i hans egen besiddelse, der er blevet beslaglagt. Det lykkes, og værkerne bliver derefter leveret tilbage i december. Oven i købet er ingen af hans værker længere med på udstillingen „Entartete Kunst“, da den vises andre steder. Efter en forordning fra rigskunstkammerpræsident Ziegler rettet mod den såkaldte „forfaldskunst“ frygter Nolde yderligere beslaglæggelser og deponerer fra april 1941 en række værker hos bekendte. I juni måned må Nolde forelægge et udvalg bestående af 4 malerier og 18 akvareller for Rigskammerets „Komité til bedømmelse af kunstfrembringelser af dårlig kvalitet“. I august 1941 bliver Nolde udelukket af „Rigskunstkammeret“ og får forbud mod at beskæftige sig med et hvilket som helst område inden for den bildende kunst; det gælder både erhvervsmæssigt og som bibeskæftigelse og ledsages af et forbud mod salg og udstillinger. Nolde mister sin adkomst til de i forvejen sparsomme malematerialer, og han er bekymret for, at denne eksklusion betyder et „maleforbud“. Alligevel vender Nolde ikke nazisterne ryggen, men håber stadig på en anerkendelse af sin kunst fra det nazistiske regime, som han sympatiserer med frem til 1945. Den 20. november 1941 meddeler Rigskunstkammeret Nolde, at de indleverede værker til kontrol fortsat vil være beslaglagt og minder ham om, at han har pligt til for fremtiden at forelægge sine værker for kammeret, inden han „overgiver dem til offentligheden“. Ifølge Noldes juridiske rådgiver, Hans Fehr, betyder det, at „maleforbuddet“ i den tidligere skrivelse er ophævet. Fra 1942 til 1944 maler han elleve blomstermalerier samt et figurbillede. Især maler Nolde dog talrige akvareller i lille format, som han kalder „umalede billeder“ eller „billedskitser“, da de er planlagt til senere at blive udført som oliemalerier.
I maj-midten af juni 1942 rejser Nolde til Wien. Et møde med rigsstatholder von Schirach, som han havde håbet på, bliver ikke til noget, men denne lover at gøre sin indflydelse gældende med hensyn til Noldes kunst. En ophævelse eller en lempelse af de foranstaltninger, der er foretaget mod Nolde, følger dog ikke. I februar 1944 henvender Nolde sig til Otto von Kursell, den nyudnævnte direktør for „Vereinigte Staatsschulen für frei und angewandte Kunst“, og beder ham med henvisning til sit medlemskab af partiet om støtte til en ophævelse af maleforbuddet, men forgæves.
Den 15. februar 1944 bliver Noldes bolig i Berlin ødelagt af bomber; ca. 3.000 grafiske arbejder, akvareller og tegninger samt værker af Paul Klee, Wassily Kandinsky, Oskar Kokoschka, Lionel Feininger og Ernst Josephson går op i flammer.
1946–1955
På trods af sit partimedlemskab rehabiliteres Nolde i august 1946 af „Entnazifizierungsausschuss Kiel“, „Kommissionen for afnazificering i Kiel“ , der dermed fortolker nazisternes afvisning af Noldes kunst som begrundet i „afvisning af regimet“. I konsekvens heraf følger den endelige testamentariske råderet over den fremtidige stiftelse. Den 2. november 1946 dør Ada Nolde. Den 22. februar 1948 gifter Nolde sig for anden gang med den 26-årige Jolanthe Erdmann, datter af komponisten og pianisten Eduard Erdmann. Frem til 1951 maler Nolde yderligere over 100 malerier, for det meste efter akvarellerne i lille format, og frem til 1955 maler han også utallige akvareller. Nolde modtager talrige udmærkelser og hædersbevisninger, blandt andet Stefan Lochner-medaljen fra byen Köln (1949), grafikprisen ved den XXVI. biennale i Venedig (1952) og den franske orden Pour le mérite (1952). Han er flere gange repræsenteret på biennalen i Venedig (1950, 1952, 1956) og på Documenta i Kassel i 1955.
1956
Emil Nolde dør den 13. april i Seebüll. Den testamentarisk bestemte „Stiftung Seebüll Ada und Emil Nolde“ bliver den 12. juni 1956 anerkendt som retsgyldig stiftelse ved borgerlig ret. Som bestemt af Nolde i testamentet bliver hans mangeårige ven og fortrolige Joachim von Lepel direktør for stiftelsen. Stiftelsen har til opgave at forvalte den omfangsrige arv efter Emil Nolde i Seebüll i overensstemmelse med kunstnerens ønsker, at bevare hans værk for eftertiden og at formidle det over hele verden. Den første årsudstilling i Noldes hus åbner i 1957.